Fordraget er Lørdag d. 11 April og startet kl.16
Kan man redde Verden med yndlingstøj?
I foredraget Kan man redde Verden med yndlingstøj? får du inspiration til hvordan, du kan påvirke verden positivt ved at sy dit eget tøj. Tag med dameskrædder Signe Eriksen på en tøjrejse, der vender ryggen til fast fashion og modebranchens overproduktion, og i stedet går på opdagelse i håndværket og fantasien, når vi giver nyt liv til det tøj og stof, der allerede ligger i skabet.
Foredraget er kombineret med en workshop, hvor du får mulighed for at prøve nogle af syteknikkerne fra Signes nyeste bog, Upcycling. Teknikkerne er udviklet med inspiration i haute couture, men er så nemme, at man ikke behøver have sykundskaber på forhånd for at lære dem. De er perfekte til at skabe wauw-effekter i dit tøj, og du kan bruge teknikkerne til at give både hverdagstøj og festtøj et løft med smukke og dekorative 3D-effekter.
Til workshoppen viser Signe 3 måder at pynte dit tøj, som du enten kan bruge til projekter, du syr fra bunden, eller til at upcycle tøj, der allerede er syet. Mens du syr, fortæller Signe, hvorfor det er vigtigt og hvilken forskel, det kan gøre for verden, at vi syr pynt til vores tøj i hånden.
Der er større ting end tøj på spil, når vi kigger ind i vores garderober, og vi står globalt set overfor et vigtigt opgør med fast fashion og det overforbrug af tøj i dårlig kvalitet, der er en af de store årsager til klimakrisen. Foredraget er krydret med ny, dansk og international forskning, som understreger at de evner, der følger med at lære at sy, er lige præcis det, Verden har brug for.
Der stilles materialer til rådighed, men medbring gerne stofrester og sygrej til håndsyning, hvis du har det.